søndag den 20. april 2014

Så blomstrer rosen.....

mandlen i fuldt flor.  Hvor er det dog bare et smukt syn - trist, at de ikke holder så længe.


Clematis Miss Batemann er også sprunget ud i dag.  Jeg købte den for et par uger siden i Føtex, og der var allerede store knopper i den.  Jeg er overrasket over de lysegrønne tegninger i bladene, men det gør ikke spor.  Det er flot!


En af påskeliljerne har stået så flot de sidste par dage. Jeg kan godt lide den lyse "Claus Dalby"- gule farve. Har desværre ikke fået noteret navnet, så hvis nogen kan hjælpe, så sig endelig til.  Der er flere påskeliljer på vej, bl.a. ved jeg, at jeg har købt Thalia.

Tilføjelse:  Ved at kigge gamle fakturaer igennem fandt jeg ud af, at påskeliljen må hedde Sailboat.


Et par af de gule tulipaner står og smykker sig - desværre er nogle af de gamle tulipaner ikke så pæne i bladene - kan det være på grund af vandmangel?  Jeg må nok have dem op efter afblomstring og se, om de kan komme i fuld vigør igen.



2 stk. Eustoma hoppede op i kurven i går, da jeg endnu en gang var i Føtex - min lokale plantepusher.


Ellers har påsken stået i potte-, plante- og såningens tegn.  Jeg har ikke fået taget billeder, men hvis du er nysgerrig, kan du følge med på siden 2014, hvor jeg er begyndt at liste aktiviteter og indkøb op. Jeg håber, det bliver en hjælp til at identificere planterne, når jeg får rodet rundt i det.

I dag har jeg vasket træterrassen på nordsiden af, ordnet havemøblerne og renset fliserne. Hårdt arbejde for både ryg og hænder. Mine fingre har stadig "vaskekone"-look, selvom jeg har fulgt et råd fra gartneren på min arbejdsplads. Han påstår, at man skal smøre hænderne ind i håndcreme inden f.eks. havearbejde, så er det nemmere at rense hænderne bagefter, og man undgår at få "jordfingre" - revner med sorte striber i fingrene.


Så har jeg glædet mig over de lyseblå hornvioler.  Jeg tror, Claus Dalby vil kalde dem pyjamasblå.


og at violfrøstjernen dukker op igen i år - selvom jeg faktisk havde opgivet den.


Og så har jeg undret mig over disse to klokkeranker.  De er sået på samme tid, behandlet fuldstændig ens, og alligevel er den ene skudt i vejret, og den anden er først for to dage siden begyndt at udvikle vækst.




søndag den 13. april 2014

Så er der ryddet op efter Allan

Palmesøndag i dag, og der var sandelig sus i palmerne.  Så meget, at jeg foretrak photogardening og at krybe i læ foran tv'et.

Hele det sidste år har nærmest stået i blæstens tegn - godt at vi er begyndt at navngive dem, så det er til at kende forskel på dem.




Allan var den første store storm i efteråret og den, der gjorde mest ravage her på matriklen = 1 stk. hegn mod vest blæst helt ud af rammen og 1 stk. hegn mod øst raseret, men holdt fast af hækken. Bodil var ikke nær så slem her, og Carl væltede blot nogle havestole.

Sidste søndag og i går gik så med at skaffe og sætte nyt hegn op.  Først skulle det ene tilbageværende modul flyttes til østsiden, og så skulle der to nye hegn op mod vest.

Det gik også ganske godt i starten. Det lykkedes med hiv og sving at rykke de gamle beslag af stolperne.  Det ene modul kom op - dog knækkede der et par hoveder af skruerne til stolpen undervejs. Så var gode råd dyre, for værktøjskassen lå ikke inde med nogen i samme størrelse.

Efter et længere besøg i Silvan for at få nye skruer kunne vi så sætte sidste modul op i går, og jeg synes faktisk, at det er blevet rimelig godt. Det er i hvert fald rart ikke at have et kæmpehul i hegnet ind til naboen.



Ellers er der god gang i det grønne.  En af tulipanerne er sprunget ud for et par dage siden - jeg tror, det er Purissima.  Jeg er dog ikke sikker og er nødt til at blive bedre til at mærke planterne fremover. Jeg bilder mig jo ind, at jeg kan huske det, men efter et halvt år er det pist forsvundet fra "lageret".



Rosenmandlen er på nippet til at springe ud. Den er nyindkøbt sidste år, og der var kun få blomster på. Denne gang ser det ud til, at der kommer mange flere.


Hornviolerne står smukt sammen med sidste års "hjemmelavede" akelejer. De blå frø er tabt i plantejorden og er overalt i alle krukkerne  - den hvide er selvsået fra potterne på sydvæggen.  Jeg skal finde på noget nyt i år til disse potter - gerne en plante, der vælter ud over det hele.  Hvis der er nogen, der har gode forslag, modtages de med kyshånd.



Også lupinerne står flot, og så ser det rigtig godt ud med de vandråber, de fanger efter et regnskyl.



Sene krokus - men kun fordi jeg ikke havde fået plantet dem i efteråret.  For nogle uger siden kom de så i en potte, og der ser da ganske lovende ud - bortset fra at der er plantet 5 løg i  denne potte.


Indendørs er der også gang i den.  Jeg har sået chili ad to omgange.  Jeg håber, vi får en varm sommer igen i år, for hvor i al verden skal jeg gøre af dem ellers. Sådan ser de ud i dag.



En mini-dahlia købt i Føtex i går - desværre uden navn - men yndig er den.  I baggrunden en pelargonie, der har overvintret fra sidste år.  Man kan godt mærke, at jeg er hoppet på "mormor"-trenden, ik?


Og så skyder citrusplanten lystigt - selv i en helt ny bladudvikling.


De kommende dage lover de vidunderligt vejr - jeg skal på arbejde de næste tre dage, så jeg glæder mig allerede til torsdag.

søndag den 23. marts 2014

Spirer

Det spirer på livet løs, og i dag har jeg ompottet chilifrølinger.  De er sået i pluggbox for nøjagtig en måned siden, så jeg er ganske godt tilfreds, selvom spireprocenten kunne være lidt større. De uspirede har fået lov at overleve et par uger endnu, så må vi se, hvad der kommer ud af det.



Næste hold spirer er på vej. Her er de sået i henholdsvis plantebakker og jiffypotter, og især i plantebakkerne er spireprocenten på 100, mens jiffypotterne er lidt over 40.  Jeg ved ikke, om det skyldes, at det er nogle af de stærke chili i jiffy'erne.



Udenfor er der også gang i den. Her et nærbillede af rosenmandeltræet.  Det varer ikke længe, før knopperne springer ud med de allerskønneste små, lyserøde blomster.


I år er det de blå hornviol, der er mest fremherskende. Yndige i deres forskellige farver og aftegninger.





En enkelt vintergæk er det sandelig også blevet til.  Endda en af de dobbelte - den er yndig, og jeg håber, der kommer mange flere de næste år.



Slutter med at vise mine forsøg på "sammenplantninger".  Her påskeliljen "Bridal Crown", perlehyacint og bellis i forskellige farver


og ranunklen og tete-a-tete endnu en gang.





søndag den 16. marts 2014

Så blev det alligevel havevejr

Efter lørdagens "Carl", søndagens blæst og aprilagtige regnbyer blev det hen på eftermiddagen flot vejr - i hvert fald så flot, at det lokkede mig udenfor.  Der var læ i forhaven, så det var ganske behageligt at være der.

Jeg fik tømt krukker og potter for døde og våde planter - et arbejde, der skulle være gjort i efteråret, men det nåede jeg ikke liiige.  Ærgerligt nok, for det har kostet 5 potter livet.  Det var billige potter fra Ikea, men alligevel skal jeg nok være lidt mere omhyggelig i år.

Efter oprydningen kom den sjove del, nemlig plantning af årets hornvioler i tre varianter. Den hvide er genganger fra sidste år, men i år skal der være lidt mere kulør på.



Digitalis sået sidste år har overlevet vinteren uden problemer. Jeg såede hvide og lyserøde, men fik blandet godt og grundigt rundt i planteriet, så de bliver først plantet ud, når jeg er sikker på, hvilken farve de har.  



Rækværket ser lidt sølle ud - det er et resultat af "Allan".  En del af hegnet ind til naboen blæste helt ud, så nye rækværk er et af delprojekterne på matriklen i år.

Ved entredøren står der tete-a tete og en gul ranunkel. Jeg er helt vild med den blomst, så dem skal jeg have nogle flere af.



Jeg var knap nok færdig, da det begyndte at småregne. Det var egentlig min mening at tage fotos af "scenerierne", men batteriet var fladt, så vi må nøjes med nogle få aftenbilleder taget med blitz.



mandag den 10. marts 2014

Forår i fulde drag

Så blev det også min tur til at nyde foråret i fulde drag, og kan det gøres mere passende end at holde fri på en hverdag.  Så udover at give huset en tiltrængt "opdatering" med støvsugning og gulvvask, haft vaskemaskinen til at køre et par gange har jeg været ude og nyde det i haven.  Og hvilken nydelse .......

Selv om der har været stille herfra længe, er det ikke fordi, der ikke sker noget.  Jeg har haft gang i forårssåningen.  Det er blevet til en frygtelig masse chili (hvad søren skal jeg dog gøre af dem, hvis de kommer allesammen?), sommerblomster og en spændende pakke fra Gartneriet Spiren.

Juleroser og påskeklokker er nemlig blevet mit nye samlerobjekt.  Er de ikke skønne?







Der er også masser af gang i løgplanterne, bl.a. disse små dorothealiljer. Der er også plantet vintergækker og krokus, men de er ikke kommet i blomst endnu.


De blå hornvioler har jeg i næsten alle krukkerne, fordi jeg tabte en pose frø i såjorden sidste år.  Det var jo ikke lige meningen, men det gør faktisk ikke noget.



De hvide er selvsåede fra hornviol-displayet på gavlen fra sidste år.  Den er da yndig, ik?


Jeg har købt flere af de blå og hvide til en gentagelse af hornviol-teatret, men de bliver først plantet en anden dag (når jeg får købt noget mere jord!).



onsdag den 6. november 2013

En sidste hilsen til Hanne

Jeg kendte dig ikke, men dine indlæg og historie rørte mig dybt. Og jeg er ikke den eneste. Jeg håber, at det er en trøst for din familie i denne svære tid.