søndag den 13. april 2014

Så er der ryddet op efter Allan

Palmesøndag i dag, og der var sandelig sus i palmerne.  Så meget, at jeg foretrak photogardening og at krybe i læ foran tv'et.

Hele det sidste år har nærmest stået i blæstens tegn - godt at vi er begyndt at navngive dem, så det er til at kende forskel på dem.




Allan var den første store storm i efteråret og den, der gjorde mest ravage her på matriklen = 1 stk. hegn mod vest blæst helt ud af rammen og 1 stk. hegn mod øst raseret, men holdt fast af hækken. Bodil var ikke nær så slem her, og Carl væltede blot nogle havestole.

Sidste søndag og i går gik så med at skaffe og sætte nyt hegn op.  Først skulle det ene tilbageværende modul flyttes til østsiden, og så skulle der to nye hegn op mod vest.

Det gik også ganske godt i starten. Det lykkedes med hiv og sving at rykke de gamle beslag af stolperne.  Det ene modul kom op - dog knækkede der et par hoveder af skruerne til stolpen undervejs. Så var gode råd dyre, for værktøjskassen lå ikke inde med nogen i samme størrelse.

Efter et længere besøg i Silvan for at få nye skruer kunne vi så sætte sidste modul op i går, og jeg synes faktisk, at det er blevet rimelig godt. Det er i hvert fald rart ikke at have et kæmpehul i hegnet ind til naboen.



Ellers er der god gang i det grønne.  En af tulipanerne er sprunget ud for et par dage siden - jeg tror, det er Purissima.  Jeg er dog ikke sikker og er nødt til at blive bedre til at mærke planterne fremover. Jeg bilder mig jo ind, at jeg kan huske det, men efter et halvt år er det pist forsvundet fra "lageret".



Rosenmandlen er på nippet til at springe ud. Den er nyindkøbt sidste år, og der var kun få blomster på. Denne gang ser det ud til, at der kommer mange flere.


Hornviolerne står smukt sammen med sidste års "hjemmelavede" akelejer. De blå frø er tabt i plantejorden og er overalt i alle krukkerne  - den hvide er selvsået fra potterne på sydvæggen.  Jeg skal finde på noget nyt i år til disse potter - gerne en plante, der vælter ud over det hele.  Hvis der er nogen, der har gode forslag, modtages de med kyshånd.



Også lupinerne står flot, og så ser det rigtig godt ud med de vandråber, de fanger efter et regnskyl.



Sene krokus - men kun fordi jeg ikke havde fået plantet dem i efteråret.  For nogle uger siden kom de så i en potte, og der ser da ganske lovende ud - bortset fra at der er plantet 5 løg i  denne potte.


Indendørs er der også gang i den.  Jeg har sået chili ad to omgange.  Jeg håber, vi får en varm sommer igen i år, for hvor i al verden skal jeg gøre af dem ellers. Sådan ser de ud i dag.



En mini-dahlia købt i Føtex i går - desværre uden navn - men yndig er den.  I baggrunden en pelargonie, der har overvintret fra sidste år.  Man kan godt mærke, at jeg er hoppet på "mormor"-trenden, ik?


Og så skyder citrusplanten lystigt - selv i en helt ny bladudvikling.


De kommende dage lover de vidunderligt vejr - jeg skal på arbejde de næste tre dage, så jeg glæder mig allerede til torsdag.

2 kommentarer:

  1. Hos os var det også Allan, der var værst. Min purissima blomstrer ikke endnu, men det gør Spring Green.

    SvarSlet
  2. Godaften.Ja!!! de storme har ødelagt meget rundt omkring.
    Jeg har også et smukt rosenmandeltræ..........og mine Purissima er også sprunget ud.
    Fine ting du har sået.......har du et drivhus?
    Jeg er i gang med et nyt projekt med et lille potterum..............viser det på min nye indlæg.Godt at du fik ordnet hegnet ind til naboen.Godnat herfra Jette

    SvarSlet

Hvis du får lyst til at lægge en kommentar, vil jeg læse den med glæde.