fredag den 29. marts 2013

Forår, forår - kom nu snart

vi har ventet længe - alt for længe efter min smag.

Og når vejret ikke vil, så må vi selv hjælpe lidt til .... og derfor har jeg lavet grøn juice i dag for på den måde at invitere foråret ind. Indholdet er broccoli, squash, agurk, pære, kiwi, citron og ingefær.

Små forårstegn er der nu i krukkerne op ad sydmuren.



Derudover har jeg forceret snedryppene og blæsten og været forbi Silvan.  Der var nemlig halv pris på sidste års model af fiberclay krukker.  Jeg må indrømme, at jeg er gået lidt grassat, men hva pokker, det er kun påske én gang om året!



søndag den 10. marts 2013

Ingen Update

Jeg er nemlig i Grønland. Det er minus 8 grader og sol med vekslende skyer. Alligevel vil jeg vædde på, at det føles isnende koldt i Danmark i forhold til her.

søndag den 3. marts 2013

Første så-update

Der er gået en uge, og sådan ser det ud i kasserne i dag.  Jeg kan jo ikke sige, om det er på grund af plantelyset, at resultatet er ret lovende - det kan jo også skyldes de mange flotte, varme dage, vi har haft det sidste stykke tid.

Kasse 1 i dag
Men status er, at der allerede onsdag - altså efter 3 dage var små lysegrønne tegn i kasse 2, række 6 = staudesalvie (fået af Irishaven til blogtræffet hos Signe i august). Dagen efter var der livstegn i række 1 = fingerbøl (fået af Påfuglens Hemmelighed).

Gavmildheden er stor ude i blogland!
Kasse 2 i dag

Samme dag skød en enkelt lupin op i kasse 1 (også fra Påfuglen). Det ser ud til, at naboen er på vej op, så det vil jeg vente spændt på den kommende uge.

I dag er der så grønt i række 5 = valmue (også fra Påfuglen)

Har også været i Bilka i dag, og sørme om ikke der hoppede to krukker, to påskeklokker og et hjørnearrangement op i kurven.

Man kan altså hurtig blive fattig af denne hobby!

søndag den 24. februar 2013

Forårsfornemmelser

er jo ikke lige det, der præger tilværelsen i øjeblikket. Men alligevel kunne jeg ikke styre trangen længere, og derfor er der i dag sået frø. 14 forskellige slags blev det til.


Jeg er godt klar over, at der ikke er dagslys nok i øjeblikket, så derfor har jeg investeret i Nelsons plantelys.  Sættet fås bl.a. hos MP Havedesign, og som medlem af Haveselskabet får man en pæn rabat. Jeg har også set det i Silvans tilbudsavis for denne uge. Prisen er nogenlunde den samme.

Desværre havde jeg ikke lige tænkt over, at arrangementet var for bredt til at stå i vindueskarmen, men så måtte det jo på gulvet!





lørdag den 20. oktober 2012

24 grader

viste termometret - godt nok i solen, men alligevel en fantastisk oplevelse her ultimo oktober. Selvom forfaldet er sat ind, så er der stadig sommerblomster at nyde.

Lathyrus nyder solen. I baggrunden hornvioler
Stadig gang i klokkeranken
og pink mamelukærme

Forårsløgene har også totalt taget fejl af årstiden og er begyndt at stikke næsen frem. Jeg håber virkelig ikke, at frost og sne vil ødelægge forårsfornøjelserne. Jeg har lagt lidt mere jord på, men hvad pokker gør man, hvis de stadig ikke opgiver ævred og ikke går i dvale indtil foråret?

Det er vist en slags allium på vej op

Sjovt at der er så stor forskel på vejret i lilleput-Danmark.

Hvad hedder jeg?
Det er første gang, der er blomst i denne staude. Den er købt for flere år siden på grund af det grøn-gule løv, og jeg aner ikke, hvad den hedder.

søndag den 7. oktober 2012

Pyh - det er koldt

Netop hjemkommet efter en uge lidt udenfor Nice. Det kan altså godt anbefales. Over 20 grader hver dag, og flere aftener kunne vi sidde ude og nyde månen og stjernerne - selv oppe ad bjerget.

Men føj hvor var det koldt at komme hjem til 9 grader i går aftes.  Strømperne er kommet på i en ruf, og de kommer nok desværre ikke af de første mange måneder.  Det er altså ikke min yndlings-årstid! 

Her kan I se et eksempel på vores daglige udsigt.  Det er da smukt, ik?


Tourette-sur-Loup




søndag den 23. september 2012

Stedmødre i stuen

Fornemmelsen af efterår har for alvor sat ind. Træernes farver skifter, det bliver hurtigt mørkt. På den ene side lidt vemodigt, men samtidig også hyggeligt. Og med efterårets komme, er det blevet tid til indesyslerne. 

Jeg strikker en del og laver smykker om vinteren, men min venstre arm er mærket af plantearbejdet sidste weekend og skal have lidt ro, så det må vente lidt. Jeg arbejder på en blog om vintersyslerne, men den er absolut ikke færdig til at gå i luften endnu.

Samtidig skal jeg på en uges ferie i Frankrig næste lørdag, og forhåbentlig får vi glæde af lidt mere sensommer der.  Vi får i hvert fald nydt en masse lækker mad, får vi skal på 6 dages madskole hos Arne og Birthe på La Cuisine du Jardin. Jeg har været der to gange før, og det er den rene luksus! Udover at blive "opgraderet" fra det grovere køkken spiser man også som landets rigeste adel.


Det har ikke rigtig været havevejr her i dag. Til gengæld er vasketøjet blevet hurtigt tørt, og det dufter skønt, når man hiver det ind igen. Jeg har fået studset en stedmoderblomst, der er blevet for ranglet. Planten er sået i år af frø fra Bilkas Claus Dalby-kollektion, og jeg er imponeret over den vækst, den har vist.  Jeg håber, den overlever vinterens strabadser. 

Og lad os krydse fingre for, at vinteren bliver kort og mild!