lørdag den 6. juni 2015

Så kom sommeren

langt om længe - og meget passende samtidig med, at vi i går kunne fejre både 100 året for kvinders stemmeret, fars dag og Danmarks grundlov.

Varmen betyder, at blomsterne lige pludselig har fået fart på.  Aller tydeligst kan det ses på denne pæon, som i morges stod som en rund, buttet knop.


Desværre er det den eneste knop i år - for tredje år i træk.  Jeg glæder mig til, at den bliver lidt mere villig.

Stjerneskærmene er sprunget ud - de er hjemmesåede sidste sommer, så det er en fornøjelse at se dem i blomst.



Pinseliljen er ny i år, og det ser ud til, at der kommer mange flere blomster næste år.

Disse akelejer er også hjemmelavede fra sidste år.  Jeg bliver aldrig træt af at se på deres fine strutskørter.


Den blå lupin er rigtig sund i år.  Den har ellers stået sammen med en hosta, men det var der ingen af dem, der nød særlig meget.


Også Allium Purple Sensation har sat rigtig mange løg i forhold til sidste år.  Det er da en fornøjelse.


I det hele taget er forhaven i år præget af de blå/lilla farver.  Jeg har netop været i Haveselskabet i dag og faldt for endnu en blå/lilla


nemlig denne petunia.  Jeg har selv sået to slags petunia i år, men formentlig på grund af den manglende varme er de stadig ikke i blomst.

torsdag den 9. april 2015

Lige før de springer

Hvis det dejlige vejr fortsætter, varer det ikke længe, før disse springer ud



Disse er sprunget ud for et par dage siden





og disse har været i gang længe



Det er altså en herlig tid, vi har i vente.

lørdag den 4. april 2015

Nu er der gang i den

Så er der gang i både haven og bloggen igen. Tid er en underlig størrelse - egentlig synes jeg tiden er gået fantastisk hurtig, og så alligevel ikke.  Det er jo flere måneder siden, jeg har været ude med kameraet, men hvis ikke det skulle ske på sådan en skøn dag - hvornår så?

Der er også gang i nogle af forårsblomsterne, og flere kommer nu i susende fart.







Hvis det gode vejr fortsætter, varer det ikke længe, før både rosenmandlen og æbletræet springer ud.
Jeg fryder mig.

Der er netop blevet tilføjet et semi-drivhus til matriklen.  Det skal bruges til at opbevare nogle af de frølinger, der er på vej i vindueskarmen.  Igen i år har jeg sået chili.  Spiringsprocenten er stor, så der er heldigvis aftagere i familien.